Præsentation

Jeg inspireres af naturens former. Perlerne, tangen, konkylierne og havets univers. Håndværket og fingrenes arbejde skaber nye former – rå, smukke, elegante, stilfulde. En leg med ideer og materialer.

  • Uddannet hos Georg Jensen, Kolding
  • Designet og udført prinsessekrone til kronprinsesse Mary 2004

2016 – Arbejder hos guldsmed Flemming Jørgensen, Århus
2011-2016 Anette Wille, Beder
2011-2015 Rabinovich, Århus
2009- 2011 Helle Ladefoged Jørgensen, Kolding
2006-2009 Hingelberg, Århus
2004-2006 Henning Ulriksen, Lyngby
1994-2004 Uddannet og arbejdende guldsmed hos Hans Jensen/Georg Jensen

SKREVET OM ZOFIA (101-kunstnere årg.2019):

For Zofia Enevoldsen blev det mødet med dansk håndværk på Seminariet for kunst og håndværk, der udfordrede hende til at søge studieophold på en polsk kunstskole, hvor hun udforskede smykke fremstilling. Senere blev Zofia færdiguddannet som guldsmed i Danmark. Personligt mødte jeg Zofia første gang på seminariet og opdagede straks hendes evne til at se og at omsætte det sete til en tredimensionel form. Rustet med en læreruddannelse i beklædning og smykker fortsatte Zofia sin søgen efter større og anderledes udfordringer. Hun kom i mesterlære som guldsmed, læretiden var en vekselvirkning mellem mesters værksted og Guldsmedskolen i København. Siden endt uddannelse har Zofia ernæret sig som guldsmed i Danmark.

Opvokset ved vestkysten og bosiddende i Århus er det vand, hav, strand, perler, rav, tang og rester af skaldyr, der er Zofias inspiration i sit kunstneriske virke. Naturens former er uendelige og det er dette univers, som er blevet Zofias foretrukne.  Hun lader det, hun ser i den naturlige form, være den grundlæggende struktur, hvortil hun bygger videre ind i sit eget univers. De mest anvendte materialer i smykkerne er råt og poleret rav, salt- og ferskvandperler, hvis unikke form får lov at stå frem. Ofte anvender Zofia tangs bøjelighed og finurlige former som udgangspunkt for kæder og indfatning af rav og perler.

Zofia er en dygtig håndværker som bruger guld og sølv som det passer hende. Et enestående eksempel er den guldring hun har fremstillet ud fra den inderste snegl i en konkylie. Ringen sidder naturligt på hånden og er en skulptur i sig selv. Fordi Zofia altid har ønsket sig at kunne udføre det ypperligste i sin kunstneriske fremstilling har hun videreuddannet sig til at kunne indfatte, blandt andet diamanter. Det betyder, at når man mindst venter det, er der placeret en diamant i hendes smykker. Diamanterne fremstår som et naturligt materiale og de lyser på en helt særlig måde i smykkerne.

Gennem mange års praksis som håndværker formår Zofia at lade naturens former blive en ekstra dimension til den person, der bærer hendes smykker. Zofias kunstneriske virke er et samspil mellem materialet, naturen, formen og det menneske, der bærer hendes smykke.

Zofia er en dedikeret guldsmed med et sjældent personligt kunstnerisk udtryk.

Marie Debora Koch

MA i kultur, phd. i didaktik, forsker og forfatter